Jeg ville ønske, du aldrig var kommet så natten heller aldrig var gået.
Og jeg ville ønske, du ikke var blevet så morgenen heller aldrig var kommet.
Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer så sommeren altid var på vej.
Henrik Nordbrandt
Forventningens glæde, eller svært ved at sige farvel?
Jeg er lige nu på vej hjem fra min kæreste, og dette digt beskriver meget godt, den følelse man har i maven, når man siger farvel. Hvis jeg aldrig var kommet, havde jeg aldrig behøvet at sige farvel. Hvis ikke jeg var blevet, behøvede afskedens time ikke at komme. Hvis jeg aldrig kom, ville jeg altid komme være på vej til glæden.
Men! Hvis jeg aldrig var kommet, og aldrig var blevet, så var det hele også lige meget. Hvis jeg ikke var kommet, så ville jeg heller ikke have en grund til at sige farvel. Jeg ville ikke have oplevet den glæde, der ligger i det farvel og på gensyn. Afskeden er svær, men jeg ville for alt i verden ikke undgå at opleve den.
Tænk hvis man ikke kunne opleve, den glæde det er at komme og blive, den glæde ville man aldrig opleve uden et farvel. Intet ville være det samme, hvis man ikke kunne tåle at sige farvel. Det hører med til livet.
Det er bare meget lettere at prøve at undgå afskeden, så man ikke skal opleve den smerte, der ligger i den, men jeg vil ønske for alle, at de tør at tage kampen op, for når man ser smilet, ser glimtet i øjet, så er det dét, der er noget værd. Jeg ønsker, at alle skal opleve den glæde og kærlighed, som jeg oplever.
Så hør mit ord: gå ud i verden, lev i nuet, og lad være med at frygte afskeden. Bare nyd at du lige nu er hvor du er, det er det hele værd. Smil og vis at du er glad for det. På et tidspunkt skal du sige farvel, ja, men lige så snart igen skal du sige hej.
Jeg er lige nu på vej med tog til Aalborg. Det er egentlig sjovt, man sidder altid og ser på ens medpassagerer. Hvem ser flinke ud? Hvem ser trætte ud? Er der nogen nyforelskede par, der sidder og holder i hånd?
Man sidder, og jeg siger man, fordi jeg tror, at de fleste gør det, og tænker på, hvad folk har lavet, før de steg på toget. Hvilken fortid har de?
Man danner sig næsten altid et indtryk og en holdning blot ud fra menneskers udseende, men kan vi egentlig tillade os det? Vi skal nok aldrig se de personer igen, men er det pænt af os at sidde og dømme dem? Selvom udseende tit kan fortælle meget, kan det næsten aldrig fortælle os alt. Vi sætter bare automatisk de sidste brikker på plads, men vi tager de brikker, som vi selv synes passer, og vi sætter dem ind, så det passer til vores billede.
Så er spørgsmålet bare, kan vi selv lide at blive dømt af andre, blot ud fra vores udseende? Synes vi, at det er fedt, at personen overfor os sidder og stirrer på os, bare fordi han har fået et billede af os?Kan vi tillade os det? Er folk ligeglade? Er vi selv ligeglade? Hvem bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert? Er det op til vores egen samvittighed?
Så længe man kun dømmer ukendte mennesker, man alligevel ikke skal snakke med eller se igen, er det så ikke ligegyldigt? Men stadig, det er et menneske ligesom du og jeg, det menneske har også følelser.
”Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af”. Nej det kan godt være, men det er da stadig, på en eller anden måde, en smule ufedt at folk sidder og dømmer en, også selvom man selv gør det.
Hm, jeg tror ikke, at der findes et facit, det er vel bare noget, man må finde ud af med sig selv. Nogen gange tror jeg bare, at mennesket er lavet til at dømme og bedømme hinanden, så vi er vel lige gode om det?
Pandehår, pagehår, krøller, glat hår, langt hår, kort hår, etager.. Jeg kunne blive ved, men hvorfor er hårets så vigtigt?
Vi ser en kendt persons hår, og vupti, dagen efter har vi gjort frisuren til vores egen. Vores frisurer er en meget vigtig del af vores personlighed, man vil ikke opføre sig som sig selv, hvis man ikke føler sig tilpas med sit udseende.
Vi vil altid prøve at gøre vores udseende så godt som muligt, ikke nødvendigvis smukt og glamourøst, bare personligt.
Er det ikke det, vi alle sammen går efter? Vi vil føle os tilpas med os selv. Hvis man mener, at man ligner en nød, når man har sat håret i en hestehale, så vil man aldrig sætte sit hår i en hestehale. Der findes altid andre løsninger, og vi skal nok finde dem.
Vores hår er vigtigt, fordi det, som resten af vores krop, viser hvem vi er. Vi kan gennem vores frisure imponere, chokere og provokere, alt efter hvem vi er, og hvordan vi føler os.
Håret er også vigtigt, da vi kan vælge at skjule os i det. Vi kan vælge at gemme vores egentlig jeg, bag en frisure som fortæller noget andet, end vi selv står for, og vi kan på den måde danne en facade.
Når man kigger på et fremmed menneskes frisure, vil man meget hurtigt danne sig et billede af personen. Ligner den pågældende persons frisure så mange andres, eller er den helt unik? Uden at vi i det daglige tænker over det, finder vi mange ting gemt i håret på folk.
Man vil altid skabe sig et billede af sine medmennesker, og her er håret en stor del af, hvordan andre ser os. Vi ved det, og derfor er det meget sjældent, at håret bliver sat tilfældigt, også selvom det måske ser tilfældigt ud. Det at en person sætter sit hår hurtigt og tilfældigt op, nogle vil måske mene sjusket, siger også en del om personen. Denne person er måske ligeglad med, hvordan vi andre ser på vedkommende, og det er vel også en del af en personlighed.